Programmering ligger langt fra læge Steen Møller Hansens hverdag på Kardiologisk Afdeling. Alligevel har han haft stort udbytte af et kursus i simpel prototypeprogrammering.
–Jeg synes, at det er vildt sjovt at arbejde kreativt med at løse problemstillinger. Noget der undrer én i dagligdagen, og som man tænker, at der må være en smart løsning på og så se, hvor langt man kan komme med det, siger Steen Møller Hansen.
Steen Møller Hansen har ofte benyttet sig af Idéklinikkens viden om entrepreneurship og kommercialisering, og det var også gennem Idéklinikken, at han i juni fik tilbud om at deltage i et kursus om hurtig udvikling af intelligente prototyper.
Kurset var arrangeret af det internationale teknologiinstitut Delta og Medico Innovation, og her deltog både klinikere, grafiske designere, industrielle designere og ingeniører.
– Det var meget lærerigt at tale med så mange forskellige faggrupper. Hospitalsverdenen er én verden, og folk fra industrien betragter verden helt anderledes. Koblingen mellem folk, der står med problemstillingen i hverdagen og folk, der kan hjælpe med at sætte ord på det og gøre det brugbart, var en stor styrke. På rekordtid kunne vi faktisk løse ret komplekse problemstillinger.
En færdig prototype efter fire timer
Gruppevis skulle deltagerne bygge en prototype fra ”scratch” og efterfølgende præsentere den og modtage feedback. Medico Innovation opsatte behovsbaserede idéer, som grupperne kunne vælge imellem. En gruppe udviklede eksempelvis et armbånd, som forældre til børn med autisme kunne bruge til at komme i kontakt med børnene i stedet for at bruge en mobiltelefon, som virker forstyrrende på børn med autisme. På bare fire timer havde alle grupper en prototype klar.
–Kursets filosofi var, at en prototype godt kan bestå af primitive instrumenter. Næsten noget der ligner håndarbejde i folkeskolen. Der er nogle helt klare ting, der skal passe ind i folks hverdag, før de vil bruge et produkt. Er det en mobiltelefon, kan du med en tidlig prototype af en papplade med bly teste dens brugervenlighed, og lever den ikke op til forventningerne, har du sparet meget tid, og kan hurtigt gå i en anden retning. Det tror jeg giver de bedste produkter og den hurtigste værdiskabelse.
Kurset var det første af sin slags, og Medico Innovation og Delta planlægger flere kurser. Steen Møller Hansen har stadig kontakt til en ingeniør fra sin gruppe, og de vil nu arbejde videre med den prototype, som de udviklede til kurset.