Nye arbejdsgange og skilte i Akutmodtagelsen
Da Idéklinikken i forsommeren studerede arbejdsgange og patientoplevelser i Akutmodtagelsen, viste der sig blandt andet nogle uhensigtsmæssigheder ved overleveringen ved vagtskiftet fra dag- til aftenvagt. Afdelingens personale har derfor nu i samarbejde med Idéklinikken udviklet en anden måde at organisere vagtoverdragelsen på.
- Ved vagtoverdragelsen mødes afgående og tilgående personale i et lille kerneområde, hvor også forløbskoordinatoren har sin lille ”kommandocentral”, og så går snakken ellers på kryds og tværs. Vi ople-vede, at det var en ret hektisk situation, hvor overleveringen skete i et støjfyldt og alt for lille område, hvor Falck-folk, portører og andre faggrupper i mange tilfælde kom og ”forstyrrede”, mens den vigtige overlevering om vagtens forløb og udestående opgaver fandt sted, fortæller Jesper Jønsson fra Idéklinikken.
Idéklinikken gik derfor i samarbejde med sygeplejersker i Akutmodtagelsen Inger Marie Kristensen og Susanne Olsen samt ledende sygeplejerske Karin Dam nu i gang med at komme med et alternativt bud på organisering af vagtoverdragelsen. Jesper Jønsson forklarer:
- Vores tanke er, at overdragelsen - ikke alene pga. arbejdsmiljø og patientsikkerhed, men også på grund af selve patientoplevelsen - så vidt muligt skal foregå ude hos patienterne. På den måde trækker vi en masse støj ud af det område, hvor forløbskoordinatoren holder til, og vi får en mere fokuseret overlevering, hvor patienten deltager og kan hilse på den medarbejder, som nu tager over.
Sammen med den nye procedure for overlevering, har Idéklinikken foreslået, at man vender tilbage til en gruppestruktur, hvor plejepersonalet er organiseret i to grupper af tre medarbejdere i stedet for tre grup-per af to medarbejdere. Det skulle gerne gøre grupperne mindre sårbare, over for eksempelvis sygdom hos en enkelt medarbejder.
- Vi fremlagde vores forslag i forrige uge, og det blev positivt modtaget, så fra 5. januar begynder en ny vagtplan og de nye overleveringsprocedure testes igennem, fortæller Jesper Jønsson.
Ifølge Jesper Jønsson er planen, at Idéklinikken i de efterfølgende uger skal følge projektet tæt og løbende evaluere og rette til, hvis det viser sig, at noget ikke fungerer efter hensigten:
- Man kan ikke tænke alle scenarier igennem på forhånd, så vi har ingen forhåbninger om at ramme den rigtige løsning i første hug, men vi tror, at vi er nået et godt stykke, og så må der justeres til efterhånden.
Bedre skiltning skal gøre det lettere at finde rundt
Også på det mere lavpraktiske niveau har Jesper Jønsson og kollegaerne foreslået ændringer. Under deres observationer i Akutmodtagelsen, blev de opmærksomme på, at den nuværende skiltning ikke altid var lige patientvenlig.
- Vi fandt ud af, at mange ganske enkelt ikke kunne finde vej, til stor frustration for både patienter og medarbejdere. Vi indledte derfor et samarbejde med Tina Sussi Mejlholm fra Koncern Kommunikation og Ulla Bisgaard fra Teknisk Afdeling, som i forvejen var i gang med at udvikle en ny skiltemanual for hospitalet.
Med afsæt i skiltemanualen udviklede Idéklinikken nogle skilteprototyper, som herefter blev hængt op forskellige steder i Akutmodtagelsen – og de første tidlige tilbagemeldinger fra medarbejdere i receptionen og de frivillige er positive.
- Det tyder på, at patienterne lettere kan finde rundt, så det er jo dejligt, fortæller Jesper Jønsson. Han glæder sig samtidig over, at Idéklinikken med enkle midler har været med til at facilitere en afprøvning af skiltemanualen og bidraget med erfaringer til projektet omkring udviklingen af den nye skiltning.
De midlertidige skilte hænger fortsat i Akutmodtagelsen, men planen er, at de på sigt skal erstattes af mere permanente løsninger.
Publiceret06. januar 2015 af Maria Lundtoft Svendsen.