Idéklinikken er sammen med UCN Act2Learn partner i projektet, der i første omgang sigter mod at gennemføre en forundersøgelse, der skal bane vej for et større, internationalt projektsamarbejde. Projektet skal i større skala sætte fokus på innovationskultur i mødet mellem SMV’er og offentlige organisationer og undersøge, hvordan man kan bidrage til og understøtte Offentlige-Private innovationssamarbejder.
Baggrunden for projektet er, at sundheds- og velfærdsområdet på grund af demografiske ændringer og samfundsudviklingen generelt i stigende grad er udfordret. Udvikling af fremtidens sundhedsvæsen, der imødekommer de krav og forventninger til bedre og bedre behandlinger og patientforløb, højere kvalitet og patientsikkerhed, og som samtidig skal drives med større og større effektivitet, stiller krav til innovation på alle niveauer.
På trods af, at netop innovation er sat højt på dagsordenen politisk såvel som ledelsesmæssigt i det offentlige sundhedsvæsen, mangler man endnu at se omfattende gevinster af gennemførte innovationstiltag, blandt andet fordi et øget fokus på effektivisering af drift og institutionelle barrierer forhindrer skalering. Der er derfor et behov for at skabe en større grad af forståelse for innovationskulturens betydning både internt i sundhedsvæsenet og hos samarbejdspartnere, når offentlige og private virksomheder indgår i udviklingsprojekter inden for sundhedssektoren.
Forundersøgelsen ventes afsluttet med udarbejdelse af en større strukturfondsansøgning i foråret 2016.