Hvad handlede dit projekt om?
Sammen med min 7. semesters projektgruppe lavede jeg en sundhedsøkonomisk evaluering af et projekt om henvisning af patienter fra praktiserende læger til Knæ- og Hoftealloplastiksektoren i Farsø. Her oplevede de at modtage mange patienter til forundersøgelse, hvis smerter i knæ eller hofte f.eks. skyldtes problemer med ryggen og derfor ikke kunne afhjælpes i Knæ- og Hoftealloplastiksektoren. Der manglede således klare retningslinjer for, hvilke indikationer, der skal være opfyldt, før det er relevant at henvise patienterne til Knæ- og Hoftealloplastiksektoren, og speciallægerne brugte meget tid på at undersøge ’irrelevante’ patienter og henvise dem til det rigtige sted.
Vi fandt i vores undersøgelse frem til, at det årligt koster ca. 1,1 mio. kr. at henvise irrelevante patienter til Knæ- og Hoftealloplastiksektoren. De penge vil man kunne frigive ved at lave henvisningsprocessen om, og man ville derfor økonomisk kunne forsvare f.eks. at poste penge i et nyt it-system til at hjælpe med at sortere patienter fra. Derudover fandt vi frem til andre væsentlige effekter ved at ændre henvisningsprocessen; nedsat ventetid på udredning og operation, øget patienttilfredshed, øget faglig stolthed blandt lægerne samt større tilgang af yngre længer.
Hvorfor valgte du at samarbejde med Idéklinikken?
Min projektgruppe og jeg ville gerne lære mere om, hvordan sundhedssystemet er organiseret. Hvis vi havde lavet vores projekt i samarbejde med en medicinalvirksomhed, havde der været et mere kommercielt fokus, hvor vores sundhedsøkonomiske evaluering ville skulle anvendes i markedsførings øjemed. I offentligt regi er der ikke samme fokus på markedsføring, men i stedet fokus på optimering af patientbehandlingen. Det, syntes vi, var spændende.
Hvordan var det at samarbejde med Idéklinikken?
For det første var de super hjælpsomme. De var oplagte og engagerede i det arbejde, vi lavede. De hjalp os med at få kontakt til afdelingen i Farsø og få de informationer, vi havde brug for. Jeg synes, det er spændende at arbejde med Idéklinikken, fordi der er så mange forskellige fagligheder; jeg får en masse input og syn på, hvordan de hver især ser på problemstillingerne.
Hvad har du lært af samarbejdet?
Jeg lærte meget af at arbejde med en aktuel og ”rigtig” problemstilling; det var ikke ”bare” en eller anden teoretisk opgave, som man ellers tit laver på universitetet. Det betød noget for folk ude i den virkelige verden. Og jeg fik stor indsigt i, hvordan sundhedsvæsnet virker, og hvad man skal tage højde for, når man skal lave sundhedsøkonomiske evalueringer i sundhedsvæsnet - f.eks. at der er mange interessenter, og man skal være opmærksom på, at alle de aktører, der – i dette tilfælde - er i henvisningsforløbet er interesseret i at få forskellige oplysninger med ind i det. De oplysninger havde vi nok ikke fået med, hvis vi bare havde siddet teoretisk med det.
Er dit projekt nu gemt væk i en skuffe?
Nu skriver jeg jo mit 9. semesterprojekt, hvor jeg sidder det meste af tiden i Idéklinikken, så jeg kan se, at vores rapport tit findes frem. Og der arbejdes videre med tre-fire delprojekter, som bl.a. tager udgangspunkt i nogle af de oplysninger, som vi kom med i forbindelse med projektet. Det er super fedt, at jeg kan se, at det arbejde, vi har lavet, bliver brugt, og det har givet mening at lave.
Publiceret 06. januar 2015 af Maria Lundtoft Svendsen.