SmartGFR er et softwaresystem til understøttelse af den nuklearmedicinske undersøgelse GFR. Undersøgelsen bruges til at bestemme nyrefunktionen - fx i forbindelse med kemoterapi – for at sikre, at funktionen er tilstrækkelig til at kunne filtrere kemoen ud af kroppen igen. Softwaren skal effektivisere processen omkring undersøgelsen og nedsætte risikoen for fejl ved at automatisere dataindsamlingen, som i dag foregår manuelt.
Springboard
Thomas præsenterede sin opfindelse på et såkaldt springboard, som CONNECT Denmark står bag. Et springboard hjælper iværksætteren med at stå stærkere, når han eller hun fx skal rejse kapital eller finde nye kunder og samarbejdspartnere. Et møde med panelet kan samtidig betyde nyt netværk til kunder, investorer eller mulige bestyrelsesmedlemmer. På Springboard’et fik Thomas mulighed for at præsentere sig selv, sin forretningsplan og sine udfordringer for et særligt sammensat panel bestående af kompetente finans- og erhvervsfolk. Herefter gav panelet feedback og sparring på forretningsidé, forretningsplan, go-to-market-strategi og finansiering.
Fra idé til realisering
Springboard’et er en del af den brede innovationsproces som foregår ved Ideklinikken, når et projekt skal modnes fra kun at være en idé og føres frem til at blive lanceret på markedet. Springboard’et er en god forberedelse og optakt til, når Idéklinikken og opfinder senere i processen skal møde potentielle investorer og skabe interesse og overbevisning om, at en investering i projektet er en god idé.
- - Der er dog et stort arbejde, at nå så langt, udtaler Idéklinikkens projektleder Valerie Daussin, som arbejder på projektet sammen med Thomas. Idéen skal konkretiseres, der skal indsamles markedsdata og man skal i kontakt med potentielle kunder i både ind- og udland for at samle interesse for kommende produkt.
Læringsprocessen
For opfinder Thomas Bohsen Schmidt har det været én lang læringsproces, fra idéen opstod, og frem til han stod foran en flok ”løver” og skulle præsentere projektet i sidste uge.
- - Idéen kom fra mit arbejdet som bioanalytiker. Jeg lavede rutinearbejde, var i kontakt med patienter og lærte hvordan forskellige undersøgelser blev udført. På et tidspunkt skulle jeg også lære om GFR. Jeg havde hørt, at processen var papirtung og besværlig. Jeg så et stort potentiale i at forbedre denne proces og tænkte, at på et tidspunkt kunne det være sjovt at arbejde med.
I forbindelse med en diplomuddannelse i softwareudvikling, som Thomas gennemførte sideløbende med jobbet som bioanalytiker, fik Thomas mulighed for at kigge nærmere på idéen. For at komme videre med idéen kontaktet han Idéklinikken.
- Jeg er ikke forretningsuddannet og ved at inddrage Ideklinikken, kom der nogle kompetencer ind i forhold til at udvikle en idé og få det færdigt - en opgave, der er svær at løfte selv. Idéklinikken tog fat i opgaven, og så gik det lige pludselig hurtigt. Der blev arbejdet på en forretningsplan og en markedsanalyse og der blev hyret et ingeniørfirma, der kunne hjælpe med den dokumentation, der er nødvendig i forbindelse med software til medicinsk brug. Efter forløbet med ingeniørfirmaet har jeg været i dialog med en større virksomhed, der kan være interesseret i at sælge det færdige produkt. Der mangler dog den sidste del af udviklingen for at få produktet helt færdigt.
- Ideklinikken har også givet mig mulighed for at mødes med mange forskellige interessante mennesker og få sparring på mit projekt. Det har givet mit et godt netværk i forhold til det videre forløb.
- Og nu står jeg her - efter et vellykket Springboard, hvor jeg fik rigtig mange gode input og en ordentlig saltvandsindsprøjtning for at kunne bringe projektet helt i mål.
Arbejdet fortsætter
Med afsæt i de mange input fra Springboard-panelet, forsætter arbejdet med at få forretningsplanen helt på plads. Desuden fortsætter den dialog, der allerede var indledt med interessante partnere som kan hjælpe Thomas videre. Ambitionen er, at have software klar til kunderne i løbet af 2017.
CONNECT Denmark er en uafhængig, privat non-profit organisation, der via sit netværk af Danmarks bedste virksomheder, dygtigste erhvervsfolk og fremtrædende forsknings- og innovationsmiljøer yder gratis rådgivning og sparring til iværksættere og mindre virksomheder med stort vækstpotentiale.