
I Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital tænkes oplevelsesdesign ind i indretningen af fremtidens hospitalsstue. Ved at minimere stuens kliniske udtryk med virkemidler som lys, lyd, billede og møblement skabes en mere behagelig atmosfære, der særligt i forhold til børn forventes at virke angstdæmpende og reducere brugen af beroligende medikamenter.
Projektet er en aflægger af et samarbejde mellem Akutmodtagelsen og Idéklinikken, der startede i efteråret 2013. Det er ledende overlæge i Akutmodtagelsen Jørn Munkhof Møller, der oprindeligt initierede projektet med henblik på at forbedre patientoplevelsen. Gennem et tværfagligt samarbejde mellem det kliniske personale i Akutmodtagelsen, servicedesigner og sociolog fra Idéklinikken samt erhvervspsykolog fra konsulentvirksomheden WICE er udpeget nogle konkrete indsatsområder:
- Vi fandt frem til, at kommunikation og fysiske rammer ser ud til at være nøglen til at løse mange af de udfordringer, vi har set i forhold til patienternes oplevelse af kvalitet. Vi har derfor besluttet at arbejde videre med en smartere indretning af en modtagelsesstue, og projektet vil på sigt også omfatte venteområdet.
Tanken er at designe en stue, der gør det nemt for lægen og sygeplejersken at skabe en tryg situation omkring patienten. Ledende overlæge i Akut- og Traumecenteret, Jørn Munkhof Møller forklarer:
- Det her er en ny måde at angribe kliniske problemer på. I stedet for at kigge på det vi gør, ser vi på omstændighederne ved patientkontakten. Hvis vi ved at skrue på de fysiske rammer kan skabe større tryghed for patienterne, kan man lidt forenklet sige, at vi frigør nogle af personalets ressourcer, som de kan bruge på for eksempel en styrkelse af den faglige kvalitet.
Ifølge projektleder og sociolog Sanne Daugaard fra Idéklinikken har undersøgelsen vist, at det udover personalets faglighed og patientkommunikation er væsentligt med imødekommende og gennemskuelige fysiske rammer for at skabe en god og tryg patientoplevelse:
- Indtil vi finder en løsning på, hvordan vi reelt nedbringer ventetiden i Akutmodtagelsen, som ikke involverer flere hænder, må vi bruge de fysiske rammer, så ventetiden i det mindste ikke opleves så lang. Da patienterne også venter, når de er kommet ind på en stue, så er der også sørget for fysisk komfort samt underholdning på den nye modtagelsesstue, siger Sanne Daugaard.
Lys og lyd skal skabe tryghed
Lys- og lydoplevelser skal være med til at skabe et mere trygt rum for patienterne. Et samarbejde med Philips Healthcare betyder, at avancerede videovægge og behagelig lyssætning bliver en del af den nye modtagelsesstue.
Jørn Munkhof Møller forventer, at det vil have en positiv effekt på især børn:
- For dem kan mødet med den kliniske hospitalsverden i sig selv være en voldsom oplevelse. Så børn er en klar målgruppe for projektet, hvor vi tror, at der er gode muligheder for forbedringer. Bliver de først urolige, kan det faktisk få indflydelse på kvaliteten af behandlingen, fortæller han.
- Ud fra undersøgelsens resultater er vi blevet i stand til at se mere nuanceret på, hvad det er der skaber ’de ængstelige patienter’. For børn handler det naturligvis om, at være tæt på mor eller far, når behandlingen foregår. På den nye modtagelsesstue er der mulighed for at flere behandlinger kan foretages, mens patienten sidder i en sofa med sine pårørende i stedet for at skulle op på lejet, uddyber Sanne Daugaard.
Før påske blev konceptet præsenteret for ledelsesteamet i Akutmodtagelsen, og nu begynder arbejdet så med at indrette stuen i praksis.
- Det er et fantastisk spændende projekt, som vi er meget spændte på at evaluere. I første omgang er stuen tænkt som en prototype, men det er jo også en mulighed for at få afprøvet hvordan, vi kan indrette gode stuer i det nye hospitalsbyggeri, forklarer Jørn Munkhof Møller.
Projektet gennemføres i samarbejde med One Stop Shop for Hospitalsinnovation og er medfinansieret via midler fra Vækstforum Nordjylland. Philips deltager som aktiv partner i udarbejdelsen af konceptet. Efter planen skal den nye modtagelsesstue stå klar ved udgangen af juni 2015, hvorefter der følger en testperiode.
- Blandt de parametre, vi kan måle på, er patienttilfredsheden, personaletilfredsheden, tidsforbruget på stuen eller om vi ligefrem kan nedbringe brugen af bedøvelse, siger Jørn Munkhof Møller.
Publiceret27. april 2015 af Peter Friis Jeppesen.