I flere hundrede år er ”kængurumetoden” blevet brugt til for tidligt fødte børn – en metode, hvor moderen bærer sit nøgne barn, hud mod hud, så både mor og barns behov for kropskontakt stimuleres. Denne metode imiterer en ny bæreslynge, som er udarbejdet i samarbejde med Aalborg Universitetshospitals neonatalafdeling, Region Nordjyllands Idéklinikken og den nordjyske bæreslyngevirksomhed Mamas Life.
- Man ved, at hud mod hud-kontakt mellem mor og barn er vigtigt – og der er et særligt behov for dette hos for tidligt fødte børn. Hud mod hudkontakt stimulerer moderens mælke-produktion, så barnets vægt øges, vejrtrækningen stimuleres og der frigøres vigtige hormoner og enzymer, der hjælper barnets udvikling, fortæller kommercialiseringsmedarbejder i Idéklinikken Kasper Kannik.
Der findes allerede flere bæreseler og slynger på markedet, men ingen er fleksible nok til at kunne bære for tidligt fødte børn. Det gav sygeplejerske Else Mølholm på Aalborg Universitetshospitals barselsafsnit idéen til at udvikle en alternativ bæreslynge. Den idé greb Idéklinikken, og efter et par år med udvikling og afprøvninger af forskellige prototyper og justeringer, er slyngen nu sat i produktion.
- Vi er nået frem til en simpel og nem løsning, som kan bære børn helt ned til 1,5 kg, og som moderen hurtigt lærer at tage på uden problemer og uden hjælp fra andre, forklarer Kasper Kannik.
Sikkerhed er afgørende, når det drejer som om helt små spædbørn, så bæreslyngen er udviklet sådan, at barnets hoved konstant støttes, idet barnet sidder helt tæt ind til moderen med hovedet mellem hendes bryster. Når barnet er placeret i bæreslyngen, binder moderen et hoftebælte stramt omkring barnets ryg, det krydses på ryggen og kan bindes enten under barnet med en dobbeltknude eller på ryggen. Hoftebæltet skal være med til at sikre, at barnet sidder korrekt og sikkert.
Bæreslyngen findes i tre forskellige størrelser, og den kan tåle kogevask og er derfor både hygiejnisk og hospitalsvenlig.
Se video om Idéklinikkens bæreslynge til for tidligt fødte børn
Se bæreslyngens brugsvejledning