
Innovative løsningsforslag indebærer, at forslaget skaber værdi for andre og/eller tilfører noget nyt i en konkret sammenhæng. Forslaget behøver ikke nødvendigvis være nyt i absolut forstand, men det skal kunne bidrage med noget nyt i den konkrete sammenhæng.
- Idéer - kan være nye eller allerede kendte, der er kombineret på en ny måde.
- Værdi - kan være højnet kvalitet, øget sikkerhed og/eller forbedret økonomi.
Grundlæggende skal der være 4 elementer til stede:
- En teknologi (enten en ny teknologi eller en kendt, der kan implementeres på en ny måde)
- En grundlæggende idé der kan omsættes til handling, der giver merværdi for organisationen.
- En eksperimenterende tilgang til løsningen af en opgave
- Resultat/løsning er ikke kendt på forhånd.
Radikal og inkrementel innovation
Innovationer varierer i størrelse og gennemslagskraft. De kan være radikale og udgøre helt nye tiltag nationalt eller inden for en bestemt sektor, eller som diametral modsætning være små, afgrænsede innovationer, der implementeres lokalt. Andre igen er inkrementelle, der udvikles trinvis over en længere periode. Men de er alle innovationer.
Drivkræfter for innovation
- Brugerdreven innovation - drives frem af brugernes viden om det givne produkt eller service.
- Medarbejderdreven innovation - drives frem af medarbejdernes idéer og kompetencer til at omsætte idéerne.
- Forskerdreven innovation - drives frem af nye forskningsresultater.